Annonce

Annonce

Svar: Mad og rytme - del 2


9. februar 2021

Alder:
6 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Kost og ernæring.

Kære Mor

Tak for dit brev, det er super, at du skriver tilbage, og jeg vil naturligvis meget gerne svare på dine nye spørgsmål :)

Det er godt, at I bibeholder Movicol, det lyder ikke som om, at jeres dreng kan undvære den og det er vigtigt, at han har gang i maven. Det lyder som om, at hans afføring ofte er lidt "modellervoks-agtig" og det er vigtigt, at den ikke bliver fastere end dette, men selvfølgelig vil den blive mere fast i takt med at han spiser fastere føde. I må dog ikke have en fornemmelse af, at han ikke kan komme af med det, der må ikke stå noget derinde, som han kæmper med at få ud... Du skriver dog, at han aldrig brokker sig eller bliver ked af det, så det lyder som om, at det fungerer.

Væske er vigtigt til at holde maven igang. Og jeg går ud fra, at I giver movicolen sammen med væske? Det må ikke drysses på f.eks. grød eller mos, men skal gives opløst i vand og vandopløsningen bør ikke tælles med i hans øvrige væskeregnskab, men skal komme ud over den mængde mælk og væske, han i øvrigt drikker...

Derudover er det vigtigt, at i hjælper jeres dreng med at bruge sig selv motorisk. Det er vigtigt, at I hjælper ham med at trille omkring, sparke og cykle med benene, hoppe på jeres lår osv. og giver ham lidt mavemassage mm. for at hjælpe mad og mælk lidt igennem systemet og afføring ud.

Det er også vigtigt at holde gang i maven via en varieret kost. Og nu hvor jeres dreng er 6 måneder gammel, så må han få stort set alle fødevarer. Det vil være rigtig godt, at I giver ham forskellige former for frugtmos og bærmos som mellemmåltid formiddag og eftermiddag, det kan f.eks. være mos af svesker, blommer og abrikoser, da det kan sætte lidt gang i maven naturligt. Banan kan derimod virke lidt forstoppende.

Derudover er det godt med de grovere grødtyper som øllebrød og havregrød, ligesom han også gerne må begynde at få lidt flerkornsgrød. Og så er det godt med en stor variation af grøntsager: kartoffel, gulerod, squash, blomkål, broccoli, pastinak, persillerod, løg, jordskokker, kålrabi, hvidkål, peberfrugt, skorzonerrødder, spidskål, rosenkål, savoykål, ærter, majs, grønne bønner, grønkål, porrer, tomater (uden skræl), agurk, avokado osv. Så brug de grøntsager I andre skal have til aften og lad ham spise det samme - brug gerne rester til frokost.

Lav også sovs til ham, da det kan være med til at "smøre tarmene" lidt... Han må ikke få sovs lavet med komælk, men I kan give ham smørsovs eller lave forskellige former for grøntsagssovs f.eks. med tomat og olivenolie...

Og så skal han jo stille og roligt også igen med kød og fisk i sin grøntsagsmos og maven får stille og roligt mere og mere at arbejde med, så forhåbentlig bliver hans tendens til træg mave gradvist mindre nu... :)

Jeg er ikke umiddelbart bekymret for hans indtag af MME. Du skrev sidst, at han ofte når op på 600-700 ml mme dagligt og det lyder rigtig fint. Sammen med en varieret kost så er det umiddelbart nok til at dække hans behov for kalk, jern og forskellige vitaminer - og derudover så dækkes hans behov for væske også via vand af kop, som det lyder som om, at han faktisk er glad for at drikke. Og du holder jo rigtig fint øje med hans bleer, så det er godt...

Det er NAN Sensilac, som Nestle anbefaler til børn med følsomme maver, som f.eks. tendens til forstoppelse. Den er beriget med laktobacillus reuteri og indeholder også GOS og FOS, der kan blødgøre afføringen. Derudover indeholder den Omega 3 og 6. I skal være opmærksomme på at blande erstatningen, når vandet er 40 grader varmt, så ...


Annonce

... mælkesyrebakterierne fungerer. Det lyder som om, at han lige nu er glad for den erstatning og den smag, så det lyder ikke som om, at I skal ændre noget her lige nu...

Med hensyn til puttetidspukt om aftenen, så vil han sandsynligvis være klar til putning efter knap 4 timers vågenhed. Børn vil ofte have tendens til at kunne være længere vågen om aftenen end mellem deres lure om dagen, så hvis han f.eks. står op fra sin middagslur mellem kl 15-16, så vil han sandsynligvis skulle puttes omkring kl 19.30-20 om aftenen... Det afhænger dog af, hvor lange hans dagslure er og hvad tid han står op om morgenen, for måske har han stadig brug for en powernap sidst på eftermiddagen og hvis han sover en lille lur f.eks. mellem 17-18, så vil hans putte tid om aftenen naturligt ligge senere.

Det er generelt en god idé at arbejde på, at han ikke længere falder i søvn i din favn, men når at registrere, hvor han lægges. Det tager lidt tid at vænne ham til dette, men det kan godt lade sig gøre. Glæd dig over de gange, hvor det lykkes og accepter, når det nogle gange stadig kan være svært :)

Hvis han tilbydes flaske liggende i sengen, så er det vigtigt at elevere hans hovedgærde, så han ikke ligger helt fladt. Det kan I gøre ved at komme en lille pude eller et sammenrullet håndklæde ind under madrassen i hovedenden, så hele madrassen løftes lidt op. Han er for lille til en hovedpude.

Han begynder sandsynligvis nu godt at kunne undvære bøvsning hver gang.. det må komme an på en prøve, om han kan undvære det om natten, eller om I stadig er nødt til at tage ham op og hjælpe ham med at bøvse af. Det er forskelligt, hvor meget børn har brug for at bøvse, og hvornår det kan undværes. Nogle børn har brug for hjælp til at bøvse af selvom de bliver 9-10 måneder gamle, hvor andre langt tidligere kan undvære det....


Helens bog om børn og mad
LÆS OGSÅ: "Helens bog om børn og mad" - sådan får du dit barn til at spise

Det kan nogle gange være en fordel at forsøge med en anden flaskesut til natten. Nogle børn har glæde af en sut, hvor mælken løber hurtigere til dem, så de tømmer flasken hurtigt og derefter bare sover videre, hvor andre børn har glæde af at spise med lidt langsommere flow om natten, fordi det nogle gange gør, at de så også sluger mindre luft. Der er også børn, som har glæde af en "anti-kolik-flaskesut", som er lavet sådan, at luftindtaget bliver mindre... Igen må I forsøge jer lidt frem.

Det kan også være en god idé med en narresut, fordi den hjælper både mælk og luft videre i systemet og dermed giver lidt ro, når han skal sove... Den kan med fordel kobles til hans nusseklud, så det bliver til en sutte-nusse-klud.

Du har naturligt en vigtig pointe i, at han ikke bør ligge med en klud om natten, når I alle sammen sover, fordi han i princippet kan få den over sit ansigt og derfor få svært ved at få luft. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at små børn ikke sover med bamser, løse stofbleer og lignende om natten, ligesom det anbefales, at barnet sover med en tynd babydyne, som passer til sengen og som barnet kan sparke af sig. Derfor er det lige nu en god idé, at du fjerner nussekluden, når din dreng sover...

På sigt, i takt med at han bliver mere motorisk stærk, og du har en fornemmelse af, at han kan styre sine bevægelser mere bevidst, så vil han dog godt kunne sove med en lille tynd klud, som han netop kan føle tryghed ved - og som han også selv kan fjerne fra sit ansigt, hvis det er nødvendigt. Hvornår han kan det, er desværre rigtig svært at vide, så det må blive et skøn fra din side...

Jeg håber, at jeg er kommet godt omkring det hele, og at du er hjulpet videre på vej :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:

2. maj 2024 | Kost og ernæring | 5 mdr.

Sveskemos - hvor meget?

Kære Helen Vores datter er 5 måneder gammel, og hun har ofte problemer med...

Læs hele brevet og Helens svar


2. maj 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.

Hyppigere afføring efter start med skemad

Hej Helen Tak for din brevkasse og dine gode bøger! Min søn, som nu er...

Læs hele brevet og Helens svar


29. april 2024 | Kost og ernæring | 4 mdr.

Give MME uden at opvarme det?

Hej Helen Nu hvor det er blevet varmere og bedre vejr, så vil jeg gerne...

Læs hele brevet og Helens svar


24. april 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Min pige vil ikke spise

Hej Helen! Så er det blevet min tur til at skrive til dig:) Min pige, som...

Læs hele brevet og Helens svar


24. april 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Yoghurt produkter til baby

Kære Helen Vi er flere i mødregruppen, som er meget glade for de forskellige...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Sko

Det er vigtigt at barnets muskulatur i fødderne får mulighed for at udvikle sig rigtigt. Dette gøres bedst, hvis barnet får lov til at gå så meget som muligt på bare fødder.

Som hovedregel har børn ikke brug for sko, før de begynder at rejse sig og gå rundt. Når barnet skal have sin første sko, er det vigtigt at skoen er blød og passer til barnets fod. Der bør være en fast hælkappe og skoen bør ikke være så stor, at barnet risikerer at glide frem i den. Hvis foden glider, er...

Læs mere i Babylex

Spinalbedøvelse

Spinalbedøvelse er en bedøvelsesform, som bruges ved blandt andet kejsersnit. Man lægger bedøvelsen ind via en kanyle, som føres ind i rygmarvskanalen og kvinden bedøves fuldt fra taljen og ned.

Bedøvelsen gør som regel ikke særlig ondt at få lagt, og det tager meget kort tid at lægge den. Spinalbedøvelse har den fordel at kvinden er vågen under kejsersnittet og derfor kan følge med i fødslen af barnet - og også se barnet med det samme, barnet kommer ud. Der sættes en skærm op,...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om dit barns udvikling. Bogen er propfyldt med nyttig viden for alle forældre!

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tusind tak for dine altid gode råd... Din hjemmeside er til stor hjælp. Især for os udenlandsdanskere som ikke har en sundhedsplejerske til rådighed på samme måde som man har i Danmark.

Tak, for alt det du gør.

Udlandsdanskeren


Annonce